Landskabet så dejligt og smukt ud, tid til at betragte det syntes vi alligevel heller ikke vi havde, men en anden gange tror jeg godt, jeg ville bruge et par dage til at se mig om i Holland og fornemme landet og menneskene. -Men ikke i år.

Groningen havde vi selvfølgelig ikke besvær med at finde, men at stå midt i en hollandsk storby og skulle finde een bestemt gade - - ja ja intet er vel umuligt, så fra en bar ringede vi til Dineke, som blev MEGET overrasket (de havde fuldstændigt glemt, at vi ville komme), men fik dog forklaret hvordan vi kunne finde ud til dem. Det lykkedes da også, med kun en ekstra forespørgsel.

Ate var ikke kommet hjem endnu, så Dineke placerede os i stuen med en kande kaffe. Det er nu ikke der værste at, efter det meste af en dag på motorcyklen. De bor i en forholdsvis lille lejlighed, så det var lige at det. at Ate kunne komme ind ad døren for alt det regntøj og bagage, der lå smidt alle eder. At de havde glemt at vi kom, betød ikke at vi ikke følte os velkomne, tværtimod. Ate kørte ud i byen og købte store mængder mad i en kinesisk restaurant, og det var lige alt det at vi kunne få lov til at købe øl til maden. Hvad det var for noget mad er lidt svært at sige men med mit ringe kendskab til mad, vil jeg tro der var mere indonesisk end kinesisk. Små spyd med kød i en for jordnøddesovs + bahmi - en nudelret med bønnespirer og kød.

På dette tidspunkt må. jeg hellere indrømme, at vi alle fire er temmeligt madglade, og rent faktisk havde besluttet os til at køre til Bretagne, fordi de derude har masser af fiskemad, så det vil præge beretningen lidt.

Efter maden sad vi og snakkede lidt over kaffen, og vi fik at vide, at der er en elektronisk alarm i deres klubhus, som altid skal være slået til, når der ikke er nogen i klubhuset. Ate kunne ikke slå den til om morgenen, da han skulle på arbejde, så han fik fat på en anden fra klubben, som ville komme om morgenen, når vi skulle af sted. Da vi havde sludret færdigt kørte vi ud til deres klubhus, men på vejen skulle vi lige ind og se til Ates motorcykel. Lige siden jeg mødte Ate og Dineke første gang har jeg rendt rundt og fortalt om deres motorcykel, så det var simpelt nødvendigt at Ricko og Dorte skulle se den. Det er en GL1200 med en to hjulet trailer. Vi kunne alle se fordelene ved den, men selv have sådan en var vi nu ikke helt sikre på vi ville have.

Kun. Elsebeth var stærkt forelsket i den. Hun er temmelig langbenet og sidder med ret bøjede ben på Suzukien, men på Guldvingen var der rigeligt med plads på bagsædet.